Udstillinger & Events

 

SOMMERPROGRAM 2022

 

HVER FREDAG NY KUNSTNER I GALLERIET!

 

Hver fredag i juli og august er der fernisering kl. 14-17,
i galleriet, Vesterbrogade 40, 3250 Gilleleje.
Kunstnerne er tilstede ved ferniseringerne.
Alle er meget velkomne!

 

Åbningstider: Fredag 14-19 ⎮ Lørdag 10-14 ⎮ Søndag 11-16

 

 Jeanette Elmelund

1.-3. juli 2022 - JEANETTE ELMELUND
Jeanette Elmelund er oprindeligt uddannet optiker, men har modtaget undervisning af billedkunstnerne Vladimir Voronin, Bente Gyhrs og Ginny Page, og har siden 2005 koncentreret sig om maleriet.
Hun maler oliemalerier, hvor motivet er moderne naturalistiske fortolkninger af opstillinger og model. Hendes nøjagtige "streg" giver et næsten fotografisk indtryk, men hendes eget "touch" giver maleriet en fin elegance og lethed. Der er en friskhed i hendes billeder, der får det til at se ud som om, de er lavet med et hurtigt strøg med penslen.
Jeanettes inspirationskilde har været hendes omgivelser: mennesker, magasiner, loppemarkedsfund, sko, biblioteket og interiør, som bl.a. optræder som glasflasker, kander, frugt, fade, farmors lommetørklæde og forskellige slags porcelæn.

Marianne Stenberg

8.-10. juli 2022 - MARIANNE STENBERG
Udover Marianne Stenbergs kunstneriske virke er hun uddannet proceskonsulent, journalist og grafisk designer. Hun kombinerer tegneundervisning, kunstforståelse med procesledelse med fokus på en anerkendende tilgang. Hun gennemfører tegneworkshop, hvor der udover den praktiske tilgang til klassiske tegneprincipper – lys, skygge, perspektiv, komposition er procesforløb omkring ideudvikling, det personlige udtryk, oplevelse og forståelse af verden samt relationer.
Stenberg er kendt for hendes store tegninger hvor der fuldstændig åbnes op for de hallucinerende sluser og hvor stregen løber løbsk i et gennemtænkt univers uden begrænsninger og hvor øjeblikkets tanker hjælper til med at skabe historien.

22.-24. juli 2022 - ELSE FRØSIG

Det er i spændingsfeltet mellem det grafiske univers og det klassiske maleri, Else Frøsig finder sin inspiration.
Mennesket som oftest det faste bærende element i malerierne, kun beskrevet ved hjælp af en tæt skildring af øjne, næse og mund, mens resten står som flader af farver eller mønstre, virkelighed og “maske” kæmper om personens indre kompleksitet og ydre perfektionisme.

Skulpturerne ser hun som papirportrætter med deres helt egne særligheder.

 

29.-31. juli 2022 - LIZ BERRY ØSTERGAARD

Liz Berry Østergaard er født og uddannet i England og startede hendes kunstkarriere med et 2-årigt grundkursus i Fine Art (Kunst). Efterfølgende tog hun en 3-årig BA i Science and Natural History Illustration (Videnskabelig og naturhistorisk illustration).
I over 25 år har hun produceret ultrarealistiske medicinske illustrationer til bøger, magasiner og online-platforme. Igennem det arbejde har hun lært vigtigheden af detaljer og præcision.
Liz begyndte at ”doodle”, for at se hvor hendes idéer ville tage hende hen. Hun begyndte at hente inspiration fra sine omgivelser, sine børn og en kærlighed til naturen. Hun leger med det dynamiske forhold mellem mennesker og dyr, og binder det hele sammen med et kreativt tvist og et bevidst budskab.
Hun er landet et sted, hvor hun holder fast i den anatomiske og næsten fotorealistiske illustrationsstil men kombinerer det med en drømmeverden - en linje til det underbevidste.
 

5.-7. august 2022 - LIS TULSTRUP PETERSEN

Lis Tulstrup Petersen maler en verden af blomster, og naturen er hendes absolut største kilde til inspiration.
Motiver er der masser af derude - og også inspiration til at opdage nye ting at bygge videre på, når hun sætter penslen på lærredet. 
Det handler nemlig ikke bare om at se et motiv, men også at opdage hvor meget mere, der er i det. De følelser der vækkes, når man ser på dem. Den ro, den kan trækkes med over på lærredet.

 

Kitt Buch
12.-14. august 2022 - KITT BUCH
“Figurativ, farvestrålende og fascinerende. Skræmmende, pågående og underligt nærværende. Sådan er Kitt Buchs antagonistiske eventyrlandskab. Et univers, fyldt til randen af surrealistiske tegneserievæsener, fantastiske fortællinger fulde af symbolik, blomsterkranse og dødningehoveder. Kød, død og atombomber. Missiler, gasmasker og øjenblomster i én skøn, skræmmende og skæv kombination, i midten af pittoreske landskaber, der er en Jane Austin-roman værdig. Vi er lige her, der og midtimellem din, min og vores verden som vi kender den og som vi aldrig har set den før. På én og samme tid. Med andre ord, er der knald på, når man lader øjnene gå på opdagelse i Kitt Buchs magiske verden af pop-surrealisme, romantik og samfundskritik.” (Uddrag af artikel på Magasinet Kunsts online portal skrevet af Louise Jørgensen, 2020).

 

19.-21. august 2022 - MADSTITCH
Ditte Sørensen hverken tegner eller maler sine værker,  men ser sytråd som en skrøbelig pensel, hvorfra der somme tider udspringer små historier. Og så har hun en forkærlighed for de skæve af slagsen. Hendes tilgang til billedarbejde er en nysgerrighed, både til medier, materialer og brydning af disse, men også en nysgerrighed på, hvad end der kommer frem af dybet. Sommetider ender det i en slåskamp, men billeder der fremstammer heraf, er oftest de mest givende. For Ditte. Når værker bliver til visuelle afløb for følelser, både dem der nærer og ikke mindst dem der bider.